Modul 4 - aktivitet 4

En episode i mit liv, der har været epokegørende, var dengang da jeg skulle tage kørekort. Jeg har aldrig været så bange og nervøs i hele mit liv. Jeg var 19 år, da jeg begyndte på et 14 dages intensiv kørekort kursus. Det tog mig et helt år fra jeg var 18 til 19 at få overbevidst mig selv om, at jeg skulle i gang med det kørekort.

Det der nok var det afgørende element, der gjorde udslaget var, da jeg så en rigtig gammel dame komme kørende i sin bil og så var det jo at jeg tænkte ”hvis hun kan, så kan jeg saftsuseme også”.

Så jeg fik ringet til dengang bedste og mest populær kørelære i Tønder og omegns historie. Han var 28 år og ikke af den grimmeste slagsen :O). Desværre endte det med at han ikke havde tid, så jeg fik hans kollega i stedet for. Fik jeg fortalt, at den yngre kørte i en sort BMW årgang ny og hans kollega i en lyseblå Toyota Carina årgang 89.

Det første møde med BILEN var i ”kravlegården” – aldrig har jeg svedt så meget og blevet snakket til via et højtaleanlæg som dengang. Jeg forstod først mange år senere, at vi skulle øve at sætte bilen i gang og holde stille på en bakketop, for derefter at køre videre derfra.

Jeg kunne virkelig godt lide at køre ude på de små veje – når jeg kørte i Tønder by, meget stor by med 3 lysreguleringer, fik jeg nogle gange pludselig noget i øjet for at trække tiden ud, fordi jeg ikke viste, hvad jeg nu skulle, i øvrigt meget farligt at gøre, når man nu kører i bil, for slet ikke at tale om, at det var en Toyota Carina årgang 89 og ikke at forglemme farven, lyseblå.

Det mærkeligste var, at jeg ikke kunne køre bilen i andet end et par bestemte sko, havde jeg bildt mig selv ind, så de var på hver gang. Jeg troede også, at jeg kun kunne køre Toyota Carina, da jeg endelig havde fået mit kørekort.

Jeg bestod teorien første gang med 3 fejl, ret heldigt syntes jeg selv :O). Jeg bestod køreprøven efter 3 gang. Motorsagkyndige fik medlidenhed med mig, fordi jeg havde dumpet 2 gange for at køre for langsomt ;O).

Et par dage efter jeg havde fået kørekort skulle jeg hente min mor og køre hjem til mig. Vejen hjem var en lille snoet vej på 10 km. Det tog lang tid for os at komme frem, da jeg ikke turde overhale traktoren, der kørte foran os…..

I dag mange år senere, tænker jeg tilbage på denne tid, med et smil på læben, og tænker godt du gjorde det Tina, den episode har givet mig en del selvtillid :O)

Toyota modellen som jeg kørte i, bortset fra den ikke er lyseblå.

Overvej også hvilke problemstillinger, du ville kunne komme ud for – hvis du fortalte andre om en episode i dit liv, som du har det vanskeligt med.

Den problemstilling som jeg kunne komme ud for er, er at jeg kommer ud af min anonymitet og viser en side af mig, som for nogle ville virke som en svaghed. Jeg ville vise, at også jeg kan lave fejl og dumme mig. Jeg ville måske ændre min ”status” i fællesskabet. (Sørensen, 2009, s 299).