Lyt til konteksten

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien. Min datter har en veninde med hjem. De sidder og snakker om fingerstrik. Hendes veninde vil gerne slå en verdens rekord og satser på at få fingerstrikket 2 km. Herefter vil hun rulle den sammen og bruge den som bold, det har hun set i en rekordbog. Men datter er helt med på, hvad hun snakker om og de snakker ivrigt videre. På et tidspunkt kommer de ind på, hvad garn mon koster. Det kan ikke være så dyrt, og de bliver enige om, at de sagtens kan få 50 m for 30 kr.. De forstå hele tiden konteksten i deres samtale og er ikke et sekund i tvivl om, hvad den ene mener.

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1] og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du? Jeg kan bruge eksemplet som beskrevet ovenfor. Havde det været mig, der var min datter og hendes vendende havde fortalt om en stor kugle som hun havde læst om på nettet, for det havde andre også prøvet og det ville hun også, så havde jeg ikke forstået konteksten. Jeg havde prøvet at få hende til at forklare mig mere, så jeg kunne forstå sammenhængen i det hun fortalte. Havde jeg så stadigvæk ikke forstået det, kunne vi ikke være fælles om oplevelsen og jeg ville få en fornemmelse af stå tilbage og ligne et stort spørgsmålstegn. Jeg var måske blevet sur på hende fordi jeg ikke kunne forstå hendes kontekst i hendes fortælling.

---

[1] En sådan situation kan nogle gange give anledning til den fortællingstype, man kalder brølere (Birkeland, 2004).

Her er aktivitet 1-1

1:1 Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.[1] Situationen forgår i Børnehaven, hvor jeg er vikar: Tobias på 4 år kommer gående ud af døren. Han ser, at Malenes madkasse står på bænken. Han tager den og sparker til den. Den går i stykker. Vikaren Søren ser det. Han fortæller Malenes mor, hvad der er sket, da hum kommer for at hente Malene. Jeg kan se på ham, at han er noget spændt på, hvordan hun vil reagere. Hun siger til ham, at det gør ikke så meget, da de har flere der hjemme. Han forslår hende, at Tobias mor jo kunne betale for en ny, men det behøvede hun ikke.

Reflekter over, hvad der sker her. Søren er spændte på, om mor bliver sur. Først derfra kan han lægge en plan for den videre kommunikation. Han bliver overrasket over hendes måde, at reagere på. Begge parter er tilfredse. Søren fik leveret ”nyheden” på en god måde. Han var neutral, men havde alligevel sin personlighed og faglighed med. Han anklagede ikke Tobias.

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes. Situationen ser således ud: Mine 2 piger er oppe og diskutere. De er tvillinger men går i hver deres klasse. Til idræt i skolen er pigerne delt op på hver deres hold. På hjemvejen kommer de op at diskutere om hvor vidt Sofia var på den ene eller den andens hold. De holder begge på deres ret. Konflikten bliver mere og mere højrystet og jeg foreslår, at de jo kan spørge Sofia næste dag om hvilket hold hun var på!. De er ikke helt tilfredse med den løsning, men går dog hver til sit. Dagen efter kommer Mathilde hjem fra skole og siger til Ida, at hun havde spurgt Sofia. Og hun havde svaret, at hun havde været på Mathildes hold. Ida bliver sur og siger til Mathilde, at hun lyver. Mathilde bliver sur. Konflikten optrappes igen. Jeg siger til Ida, at hun jo kan spørge Sofia, når hun ser hende, men det vil hun ikke, for man kan jo ikke spørge om det samme 2 gange.

Hvad skaber disse situationer? Begge piger holder på deres ret. Ingen vil gi, sig. Og da Mathilde så kommer hjem og fortæller, at hun har spurgt Sofia føler Ida sig krænket og overgået af lillesøster. Hun føler sig truet – og vil ikke vedgå, at hun ikke har ”vundet” konflikten.

Hilsen Tina

---

[1] Der kan her være tale om den type praksisfortælling, man kalder vendepunktfortællingen (Birkeland, 2004).