Modul 4 - aktivitet 4

En episode i mit liv, der har været epokegørende, var dengang da jeg skulle tage kørekort. Jeg har aldrig været så bange og nervøs i hele mit liv. Jeg var 19 år, da jeg begyndte på et 14 dages intensiv kørekort kursus. Det tog mig et helt år fra jeg var 18 til 19 at få overbevidst mig selv om, at jeg skulle i gang med det kørekort.

Det der nok var det afgørende element, der gjorde udslaget var, da jeg så en rigtig gammel dame komme kørende i sin bil og så var det jo at jeg tænkte ”hvis hun kan, så kan jeg saftsuseme også”.

Så jeg fik ringet til dengang bedste og mest populær kørelære i Tønder og omegns historie. Han var 28 år og ikke af den grimmeste slagsen :O). Desværre endte det med at han ikke havde tid, så jeg fik hans kollega i stedet for. Fik jeg fortalt, at den yngre kørte i en sort BMW årgang ny og hans kollega i en lyseblå Toyota Carina årgang 89.

Det første møde med BILEN var i ”kravlegården” – aldrig har jeg svedt så meget og blevet snakket til via et højtaleanlæg som dengang. Jeg forstod først mange år senere, at vi skulle øve at sætte bilen i gang og holde stille på en bakketop, for derefter at køre videre derfra.

Jeg kunne virkelig godt lide at køre ude på de små veje – når jeg kørte i Tønder by, meget stor by med 3 lysreguleringer, fik jeg nogle gange pludselig noget i øjet for at trække tiden ud, fordi jeg ikke viste, hvad jeg nu skulle, i øvrigt meget farligt at gøre, når man nu kører i bil, for slet ikke at tale om, at det var en Toyota Carina årgang 89 og ikke at forglemme farven, lyseblå.

Det mærkeligste var, at jeg ikke kunne køre bilen i andet end et par bestemte sko, havde jeg bildt mig selv ind, så de var på hver gang. Jeg troede også, at jeg kun kunne køre Toyota Carina, da jeg endelig havde fået mit kørekort.

Jeg bestod teorien første gang med 3 fejl, ret heldigt syntes jeg selv :O). Jeg bestod køreprøven efter 3 gang. Motorsagkyndige fik medlidenhed med mig, fordi jeg havde dumpet 2 gange for at køre for langsomt ;O).

Et par dage efter jeg havde fået kørekort skulle jeg hente min mor og køre hjem til mig. Vejen hjem var en lille snoet vej på 10 km. Det tog lang tid for os at komme frem, da jeg ikke turde overhale traktoren, der kørte foran os…..

I dag mange år senere, tænker jeg tilbage på denne tid, med et smil på læben, og tænker godt du gjorde det Tina, den episode har givet mig en del selvtillid :O)

Toyota modellen som jeg kørte i, bortset fra den ikke er lyseblå.

Overvej også hvilke problemstillinger, du ville kunne komme ud for – hvis du fortalte andre om en episode i dit liv, som du har det vanskeligt med.

Den problemstilling som jeg kunne komme ud for er, er at jeg kommer ud af min anonymitet og viser en side af mig, som for nogle ville virke som en svaghed. Jeg ville vise, at også jeg kan lave fejl og dumme mig. Jeg ville måske ændre min ”status” i fællesskabet. (Sørensen, 2009, s 299).

Modul 4 - aktivitet 3

Planlægning af et forløb med livshistoriearbejde

Det første jeg vil begynde med, at er udvælge et barn fra de ældste i vuggestuegruppen. Jeg har i forvejen valgt at bruge en æske, hvori barnets livshistorie kan ligge. Barnet kan være med til at dekorer den med perler eller et billede og navn, sådan så det bliver til noget særligt for barnet.

Jeg fortæller forældrene hvad opgaven går ud på og får dem til at komme med billeder fra barnet er født og op til nu. Ca. 10 – 15 billeder, hvor der ligeledes er billeder fra barnets hus, familie, evt. kæledyr og ynglings legetøj. Der kunne desuden være en sang printet ud på et papir, som barnet elsker at synge/høre og aftryk af barnets hånd/fod.

I æsken skal der ligeledes være et par tegninger som barnet har tegnet, billeder fra hverdagssituationer i vuggestuen og barnets legekammerater m.m.

Når æsken i fællesskabet med barnet er færdigt, og vi har været i dialog omkring indholdet, får han/hun den med hjem og mit håb er så, at forældrene vil fylde mere ting i æsken jo ældre barnet bliver. Når så barnet bliver gammel nok til selv at putte ting i som betyder noget for det, er det ligeledes en forsættelse af barnets livshistorie.

Det fedeste kunne jo så være, at æsken ville følge barnet op igennem voksenlivet og derved danne en form for identitets fornemmelse – hvem er jeg og hvor kommer jeg fra :O)

                                                

Modul 4 - aktivitet 2

Modul 4 – aktivitet 2

Min målgruppe som jeg ønsker at gå i dybden med er vuggestuebørn. Jeg har undersøgt på nettet om jeg kan finde nogle institutioner, der arbejder med livshistorier i vuggestuen, men det eneste jeg har fundet er denne institution. Det undre mig meget, da der da må være andre, der arbejder med det. 

http://www.aaen.htk.dk/sammenlignelig_brugerinformation/profil/Kuffertprojekt_i_Sengeloese.aspx

Men det var det jeg kunne finde. Der hvor jeg arbejder, bruger vi også barnets bog. Der tages billeder af barnet og der skrives et par linjer ved hvert billede. Barnet får bogen, når det går videre til børnehaven som gave. Det jeg godt kan lide ved institutionen Åens metode er, at bogen hos dem er placeret i børnehøjde og at de gerne må kigge i den sammen med deres pædagog, forældre, bedsteforældre og venner, mens de går i vuggestue. På den måde har de netop deres livshistorie tæt på sig hele tiden. Bogen bliver jævnligt fyldt op med nye billeder og kommentar.

På biblioteket spurgte jeg en bibliotekar om biblioteket havde noget materiale om livshistorie i vuggestuen, det eneste de havde, var Hæftet 0-14 Pædagogisk tidsskrift fra 1998, en artikel på 4 sider.

Jeg har mailet til 2 institutioner for at høre hvordan de arbejder med livshistorie i netop deres vuggestue: Grønnebakken i Starup og Udsigten i Haderslev. Jeg afventer p.t svar fra begge.

Jeg har set på Saxos hjemmeside, der fandt jeg ikke noget relevant materiale.

En bog, som jeg vil anbefale er:

Den giver et rigtigt godt indblik i børns liv og læring i vuggestuen. Den er guld værd for det pædagogiske personale, her får man en grundviden og en fremad rettet viden inden for arbejdet med vuggestuebarnet og hele børnegruppen. Denne viden er relevant, når der arbejdes med livshistorie og generelt i arbejdet med denne målgruppe.

Hvilke kompetencer skal pædagogen have for at arbejde med livshistorie i forhold til din selvvalgte målgruppe? Hvilken faglig viden samt praktiske færdigheder skal pædagogen have. Og hvorfor det kan være godt at arbejde med livshistorie og din målgruppe.

Da min målgruppe ikke har helt udviklet deres verbale sprog endnu, er det i arbejdet med livshistorie vigtigt at indsamle baggrundsviden omkring det enkelte barn. Hertil inddrages forældrene, der kan give oplysninger om f.eks. hvordan fødslen var, hvilke sange kan barnet lide, har barnet en bestemt favorit bamse, er der bedsteforældre eller kæledyr m.m. Er der billeder til de nævnte eksempler tages de med og sættes ind i barnets livshistorie bog eller lign.

Pædagogen skal besidde narrativ og artikulerende kompetencer (Bruner, 1990, s 53-54). Personalet sætter ord på det der sker og artikulere med en opfyldende sætning Den grundlæggende fornemmelse for jeget udvikles i livmoderen og ligeledes igennem opvæksten og voksenlivet, forhåbentlig. Hvis ikke der bliver ”bygget” på barnets livshistorie og barnet oplever at jeg er til, jeg kommer et sted fra – jeg er den jeg er fordi jeg har oplevet og gjort netop disse ting, kan barnet opleve identitets vanskeligheder, der følger med ind i voksenlivet, hvis der er huller i livshistorien. Alle har brug for at kende til sine ”rødder” – hvem er jeg?

Bruges livshistorie-bogen i det daglige sammen med det enkle barn, opstår en gentagelse seance og netop gentagelser er med til at give barnet tryghed og en følelse af sammenhæng (Horsdal, 1999, s 60). En andet plus ved bogen er, at barnet finder samhørighed med sig selv.

En vigtig del af det med at arbejde med livshistorie er, at pædagogen viser interesse for det enkelte barn og dens livshistorie, hvis ikke kan man lige så godt lade være, for barnet mærker med det samme om det er en ægte interesse.

Modul 4 - aktivitet 1

Modul 4 – aktivitet 1

Jeg har været på opdagelse på nettet og fundet disse sider, der har med livshistorier i institutioner at gøre.

1. Det første link jeg stødte på er, en bog der er skrevet af stiftpræst Lissi Rasmussen. Hun er præst for etniske minoriteter i Købenshavnsstift. Hun har fra 2008 til 2010 interviewet unge med anden etnisk baggrund indsat i fængsler. Via de ca. 200 unges livshistorier, tegner sig der et mønster. Ofte er disse unge vokset op uden relationer til voksne og oplevet social eksklusion, dette har evt. medført den kriminelle løbebane. Meningen med livshistorierne er at få et indblik i de unges liv og sætte kriminalpræventivt og socialpædagogisk ind. Give dem anerkende tilgang, så de føler sig inkluderet i samfundet og derved ændre den kriminelle karriere.

Jeg var ikke klar over, at der blev brugt livshistorier i fængsler, men synes, at det et rigtig godt initiativ.

http://www.teol.ku.dk/afd/ceit/dokumenter/Lissi_Rasmussen_Livshistorier_og_kriminalitet.pdf/

2. Ved Skanderborg ligger der en landsby ved navn Sølund. Her bor der ca. 230 mennesker over 18 år, der er udviklingshæmmede  Det der er nyt for mig ved dette er, at jeg ikke kan forstille mig, hvordan der kan laves et interview med en bruger omkring livshistorie, når brugeren er handicappet og hvad de kan bruge det til.
http://www.solund.dk/

Efter at have læst på linket: http://www.shollund.dk/pdf/bacheloropgavelivshistorieSusanne%20Hollund.pdf

Giver det mere mening for mig. De brugere, der er i den ”gode ende” kan med fordel have glæde af at bruge livshistorier, alle mennesker har brug for at vide hvem de er og hvor de kommer fra. At få systematiseret deres sanser, så det bliver synligt for dem.

Daginstitutionen Åen arbejder med et kuffertprojekt, der skal følge barnet fra vuggestuen/børnehaven/hjemmet/SFOen og i skolen. Det jeg umiddelbart tænker på, er om det i praksis virker. Ideen er god, men er lidt i tvivl om projektet er holdbart i længden. Siden som jeg har fundet er fra 2008, jeg vil prøve at kontakte dem via mail og høre, hvordan projektet er gået, det kan være, at de svarer. :O)

http://www.aaen.htk.dk/sammenlignelig_brugerinformation/profil/Kuffertprojekt_i_Sengeloese.aspx

Jeg har kigget i O-14 pædagogisk tidsskrift fra år 1998 og fundet denne artikel på side 59 – 63 om livshistoriebøger som de bruger i en vuggestue, da dette er min målgruppe.

 Det, der undre mig i denne artikel er at de skriver både det positive, men også de lidt svære ting ned (i en positiv ånd) som de skriver, men der er jeg uenig. De ”svære” ting høre ikke med i ”barnets bog” de kan drøftes imellem pædagogerne og forældrene.

Jeg har drøftet livshistorier med en kollega fra vuggestuen og hun fortalte, at det var en god idé at hænge en hængekøje op, der kan symbolisere livmoderen og vugge dem stille, så de fornemmelsen af at være inde i livmoderen. Herefter kan der bygges videre på det lille barns livshistorier. 

Modul 1 og 4

Status på mine moduler

Jeg har bestilt bøger på biblioteket og har valgt at starte med modul 4. Min målgruppe er vuggestuebørn.

Jeg har mange ideer og lægger dem her på bloggen løbende :O)

Tina